Musen og jeg er flittige i haven.
Eller rettere...jeg BURDE være flittig, men solen har en forførende effekt og jeg rister nu de bleghvide stænger. Heden har for længst overmandet mindstemusen, som derfor ligger brak i skyggen.
Jeg ser en flok teenagere på vandring nærme sig. Ud fra deres påklædning (og mangel på samme) antager jeg, at deres strejftog går mod nærmeste vandingsanlæg.
Når jeg siger "ser", så er det ikke helt korrekt.
Jeg hører dem laaaang tid før, jeg kan se dem.
De er i sig selv ikke specielt højrøstede. Faktisk har jeg oplevet ungdyr i flok larme væsentligt mere end disse. Deres medbragte musiske indslag er dog en anden snak. Det leder tankerne hen på fordums ghettoblastere, men jeg nok klar over at der hér er tale om meget mindre afspilningsenheder. Der er tale om noget ganske uinspirerende pååååp-musik, og dog lader det til at motivere flokkens fremmarch.
Som med alle andre flokke er alfa-parret let genkendeligt.
Hr. og Fr. smart-i-en-fart leder for iført den mest besynderlige mundering: gyldne jæsus-sandaler, snørret halvvejs op til knæene.....hot-pants i noget sort metallisk spray-on glimmer-stof......ultra-kort top som afslører et lille kig til navle og tilhørende piercing.....knælang, dog åbenstående, læderjakke....og bille-solbriller. Jeg tror, jeg også spotter en lang kæde med en solsorte-fjer dinglende fra det ene øre.
Dét var vel at mærke Hr. Smart.
Det kvindelige modstykke har ikke pakket sig så meget ind ind: øverst en minimalistisk bikini-overdel....et fiskenet om livet....en sol-hat på størrelse med Merkur til at toppe værket og naturligvis over-knee Doc´s plagiater på fusserne.
Øøøøndigt.
Ski´e go´ fin sammensætning.
TUUUUsind tak for den fine oprusken i min slumrende anstændighedsfølelse. Jeg føler mig nu som et moselig på vel halv-hundrede år, lettere snerpet og selvudnævnt vogter af moral. Og ikke mindst dobbelt-moral.
Nå, dem om dét.
Ikke alle er udstyret med min upåklagelige stil (host). Nogen må vel sagtens bare følge tidens mode.
Desværre er mode som oftest modehusenes totallos kiksede påhit. Designs så frygtelige, at de kun holder én sæson. Så bliver garderoben skiftet ud med nye trends og rædsler, for ingen er trods alt stupide nok til at vise sig i noget så vederstyggeligt TO sæsoner i træk.
Stil derimod....stil holder. Stil er tidløs.
Se bare på Audrey Hepburn. Eller undertegnede (host host...pokkers sommer-foknølelse).
Og så fik vi dét på plads.
Nå, men tilbage til de unge flokdyr.
Alfa-parret leder altså an, ansigtet lagt i de rette folder. Ikke et smil, ikke en grimasse. Bare en vigtig aura og næsen i sky.
I midten ses de menige medlemmer. Leende tjatter de lidt til hinanden. De føler sig trygge hér midt i flokken, det er sikkert og vist.
Bagest omegaerne. De smiler heller ikke, men af andre årsager end alfa-parret. De har ingen påtaget vigtig aura, ej heller næser vendt som tragte mod himlen, klar til at drukne i regnvejr. Lettere duknakkede følger de flokken på sikker afstand, mens de forsigtigt stirrer ud under forsagte øjenvipper. De er ikke rigtigt en del af gruppen, men heller ikke helt alene i verden.
Lidt længere bagude ser man Udfordreren. Ham, som snart vil gøre udfald mod den nuværende silverback. Med andre ord: Den ny alfa-han, hvis han da selv skal sige det. Nødvendigt er det næppe. Han har såmænd allerede skaffet sig en mindre fanskare, tilsyneladende de lidt yngre up-coming wanna-be medlemmer. Både han og hun-kønnede følger ham med tilbedende blikke. Han er en spradebasse, som gør alt for at blive set og hørt. Han spankulerer af sted som en anden hanekylling, med store armbevægelser og højrøstet som et omrejsende tivoli. Jeg kan høre, at emnet for hans entusiastiske talestrøm skyldes musik. Mere præcist "herre-gammel lorte-musik".
Netop idét han og hans lille entourage passerer haven, hører jeg ham skråle et eksempel på den musiske genre.
Åhåhåhåååååå
I´m an alien
I aaaaam a little alien
I´m an invasion in your yaaaaard
Ja, så bliver man sgu lidt små-bange for, om flokken nu vil følge opfordringen og invadere min have.
Måske tage musen som gidsel for at tvinge hemmeligheden bag min tidløse, klassiske stil ud af mig.
Nej, jeg griber mit slumrende afkom og flygter lydløst gennem tidslerne ind i huset....hvor jeg knækker fuldstændig sammen af indestængt latter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar