Lidt om baby alarmer og væltede standpunkter

Jaja, man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Har alle dage ment, at babyalarmer er et pænt overdrevet stykke gejl. Jeg mener, hva gjorde man i gamle dage? Børn sov ude og uden moderne teknologi og mystiske dingenoter opdagede man alligevel, at barnet var vågent. Mig bekendt led disse børn ikke nogen større overlast, de blev ikke traumatiserede for livet og deres forældre fik ingenlunde stress af at kigge til dem i ny og næ.

Jeg har da selv præsteret at flaske min første-fødte op uden mekanisk indblanding (bortset fra en tegnefilm på dvd´en i ny og næ).

Jeg må erkende, at jeg har drillet mine søskende lidt med deres alarmer, for helt ærlig laver de jo en DEL statisk støj, som mest af alt minder om noget fra Nærkontakt af Tredje Grad. I ved, sådan nogle underlige mekaniske hvin og hyl og knasen. Alien babies calling home, eller noget.

Personligt synes jeg jo, at disse anordninger er ENORMT stressende. Hvordan véd man, om baby er ved at kravle fra borde eller det bare er almindelige forstyrrelser på linjen?

Jeg har derfor svoret, at sådan en dims aldrig nogen sinde kommer til at hænge på siden af MIN barnevogn. Det ER nok mest blevet en principsag, indrømmet, men man KAN godt klare sig igennem uden og jeg vil vove den påstand, at mit spæde afkom såmænd ikke vil holde det mod mig senere i livet. ”Tænk at du ikke ville gi mig en babyalarm, mor” er nok ikke én af de anklager, jeg om 15 år må lægge øre til fra en tøsefornærmet teen age knægt.

Men men, skylder kanske søstrene en LILLE undskyldning.

Fandt i dag mig selv på café med en veninde. Mindstemusen stod uden for og sov. Jeg havde anbragt mig sådan, at jeg gennem ruden kunne holde lidt øje med vogn og mindstemus. Alt for store udsving i vognen måtte velsagtens betyde, at han var vågen. Derudover vandrede jeg med faste intervaller ud for liiiiige at lytte efter, så han ikke skulle skrige lungerne ovenud i et forsøg på at tilkalde sig mutters opmærksomhed. I og for sig ikke noget problem. Ganske som i fordums tide overlevede mindstemusen og jeg formåede at hale ham op, da han vågnede. Helt uden brug af elektroniske advarsler.

Dog må jeg tilstå, at vandreturen tværs gennem en overfuldt café var en ANELSE belastende i længden. Jeg måtte undskyldende til højre og venstre mase mig tværs gennem betalingskøen, sno mig udenom toilet-lige-så´en, tage 7-mile skridt hen over opstablede tasker og nærmest vælte hen over det sidste bord i rækken af forhindringer. Forpustet og stakåndet måtte jeg tage turen gentagne gange midt i en ellers vældig interessant samtale. Det betød så tilgengæld, at jeg uden dårlig samvittighed kunne hælde en ekstra varm cacao med softice i halsen vel vidende, at jeg nok skulle løbe de ekstra kalorier af mig under næste Tour de Café.

Jeg kan dog efter endte strabadser godt følge mine søstre i, at der kan være situationer, hvor en baby alarm kan være et ok alternativ til de gamle dyder. Mine fine stålsatte principper er reduceret fra aldrig at ville eje én til aldrig at ville KØBE én. Får jeg én kastet i nakken skal jeg ikke nægte at benytte mig af den, i hvert fald i visse situationer. Så må tiden vise, om den stresser mig mere, end den gavner.

Ligefrem at investere dyre domme i tingesten nægter jeg dog fortsat. LIDT selvrespekt må man dog holde fast ved.

Alligevel opdager jeg pludselig, at jeg har vovet mig ind på en online forbruger-guide om netop baby-alarmer. Jeg har tilsyneladende tabt min rygrad et sted i caféens menneskemylder...SUK.