Forleden gik min 5 årige søn helt selv hjem fra SFO.
Aftalen var, at han skulle sendes hjem 15:30 og den nervøse mutter skulle så stå ventende udenfor hoveddøren. Dérfra kan jeg nemmerlig se hen til skolen og derfor følge ham med øjnene på hele den farefulde færd á 300 meter.
Både jeg og pædagogerne havde talt med ham om aftalen. Han tog det naturligvis med opvejet ro "jaja, jeg har forstået det...jepjep, jeg suser selv hjem". Han var noget mere cool end morlillen.
Klokken blev 15:25 og jeg gjorde mig klar udenfor hoveddøren. Og så sker det!
Mindstemusen har haft myldermås og derved marineret hele sin bagkrop fra sokkekant til nakkehår i gul babyfæces. Der kigges på klokken. Der vurderes.
Aftalen var, at han skulle sendes hjem 15:30 og den nervøse mutter skulle så stå ventende udenfor hoveddøren. Dérfra kan jeg nemmerlig se hen til skolen og derfor følge ham med øjnene på hele den farefulde færd á 300 meter.
Både jeg og pædagogerne havde talt med ham om aftalen. Han tog det naturligvis med opvejet ro "jaja, jeg har forstået det...jepjep, jeg suser selv hjem". Han var noget mere cool end morlillen.
Klokken blev 15:25 og jeg gjorde mig klar udenfor hoveddøren. Og så sker det!
Mindstemusen har haft myldermås og derved marineret hele sin bagkrop fra sokkekant til nakkehår i gul babyfæces. Der kigges på klokken. Der vurderes.
Jo.
Jeg kan da godt nå et bleskift på fem min.
Suser ind
igen...ble afmonteres, fækalier bortvaskes, ny ble påspændes, bord aftørres, klamt tøj kyles i en spand sæbevand...baby afleveres til faderen, som varetager påklædningen....jeg selv snurrer rundt i bedste balarina-stil og iler mod døren......og.....DIIIIING DOOOOOONG.
Dér står min knægt allerede med top huen godt ned om ørerne og madkassen i hånden.
"Kommer min store dreng allerede hjem? Nej hvor er du hurtig...jeg nåede slet ikke ud, som vi havde aftalt...." begynder min undskyldning.
Jeg bliver dog hurtigt stoppet. "Nej og hva så, jeg SAGDE jo at jeg sagtens ku gå hjem selv....men jeg skyndte mig at løbe hjem, så du ikke skulle være urolig for mig ret længe!"
Igg mor er stolt.
Dér står min knægt allerede med top huen godt ned om ørerne og madkassen i hånden.
"Kommer min store dreng allerede hjem? Nej hvor er du hurtig...jeg nåede slet ikke ud, som vi havde aftalt...." begynder min undskyldning.
Jeg bliver dog hurtigt stoppet. "Nej og hva så, jeg SAGDE jo at jeg sagtens ku gå hjem selv....men jeg skyndte mig at løbe hjem, så du ikke skulle være urolig for mig ret længe!"
Igg mor er stolt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar